Immunokastrationsmidlet Improvac
Improvac er nu officielt godkendt i EU og må derfor anvendes til medicinsk kastration af grise i Danmark. For Tican giver det anledning til bekymring.
- Vores kunder på de vigtigste markeder, herunder Japan og UK, har udtrykt stor skepsis over for anvendelsen af produktet, og de vil ikke acceptere kød fra dyr, der har været behandlet med Improvac eller lignende immunokastrationsmidler. Jeg er sikker på, at vi bliver afkrævet dokumentation for, at Improvac ikke har været anvendt på grise fra vores leverandører, udtaler salgsdirektør Torben Nielsen.
Selvom Improvac synes at være en omkostningseffektiv løsning, tyder resultater fra England imidlertid på, at man ikke opnår den fulde gevinst, hvis man sammenligner med ukastrerede grise.
- Fra Tican ønsker vi at arbejde for at stoppe kastration af hangrise, men Improvac er ikke den rigtige løsning, fortsætter salgsdirektøren.
- Vi overvejer lige nu at indføre forbud eller reduceret afregning blandt vores andelshavere, idet vi vurderer, at markedsprisen vil blive forringet ved brug af midlet, fordi brug af Improvac ikke er en acceptabel løsning, slutter Torben Nielsen.


